Overvejelser inden opstart af webshop
Overvejelser inden opstart af webshop

At starte en webshop kan være en spændende og potentielt givende forretningsmulighed. Desværre lukker en stor del af nye webshops igen, inden der er gået 2 år, og mange af de lukninger kunne være undgået med bedre forarbejde. Nogle vælger fx en billig WordPress løsning, hvor forretningen reelt havde brug for en mere skalerbar platform som Shopware eller Magento. Andre bruger hele budgettet på en flot webshop og opdager først bagefter, at der næsten ikke er et marked for produktet.

Bruger du til gengæld tid på de rigtige overvejelser inden opstart af webshop, stiger dine chancer markant for at ende på den gode side af statistikken. Her er de vigtigste punkter at få styr på, inden du kaster dig ud i dit e-handelseventyr.

Læs også: Hvorfor overveje en WordPress løsning?

  1. Forretningsplan: Start med en konkret forretningsplan med dine mål, målgruppe, produkter, konkurrentanalyse, markedsføringsstrategi og et realistisk budget. Den behøver ikke fylde 40 sider, men den skal tvinge dig til at regne på, om der overhovedet er en forretning i idéen, inden du bruger penge på den.
  2. Målgruppe og marked: Er der overhovedet et marked for det, du vil sælge? Søger folk aktivt efter produktet, eller skal du selv skabe opmærksomheden? Og hvis en eller to virksomheder sidder på 90% af markedet, er der så nok omsætning i de sidste 10% til dig? At få defineret sin målgruppe er noget af det vigtigste inden opstart af webshop, for uden den viden famler både produktvalg, design og markedsføring i blinde.
  3. Produkter og niche: Beslut hvilke produkter eller ydelser du vil sælge, og find en niche, hvor du kan skille dig ud fra konkurrenterne. En specialiseret shop med 200 nøje udvalgte produkter slår ofte en bred shop med 5.000 tilfældige. Overvej samtidig, hvordan du sikrer en pålidelig forsyningskæde, for restordrer og lange leveringstider koster kunder fra dag ét.
  4. E-handelsplatform: Vælg den rette platform fra starten. Mulighederne spænder fra Shopify og WordPress/WooCommerce til Shopware og Magento, og de har vidt forskellige prisniveauer og styrker. Overvej brugervenlighed, tilpasningsmuligheder, vedligeholdelse, prisstruktur, betalingsgateways og integrationer, og tænk et par år frem: kan platformen følge med, når du får brug for nye funktioner, og hvad koster det? Et platformskifte senere er dyrt, så det her valg er kritisk.
  5. Juridiske krav: Sæt dig ind i reglerne for at drive webshop i Danmark: CVR-registrering, handelsbetingelser, fortrydelsesret, persondata (GDPR) og eventuelle særregler for netop dine produkter. Fejl her kan koste bøder og, værre endnu, kundernes tillid.
  6. Webdesign og brugeroplevelse: Invester i et professionelt webdesign, der matcher din målgruppe og dine produkter. Navigationen skal være intuitiv, produktbeskrivelserne klare og betalingsprocessen gnidningsfri. Og husk mobilen: over halvdelen af al dansk nethandel foregår efterhånden fra telefonen, så et design der halter på små skærme, koster direkte omsætning.
  7. Betalingsløsninger: Kortbetaling er et minimum, men danske kunder forventer også MobilePay, og alternativer som PayPal kan løfte konverteringen yderligere. En betalingsproces, der føles usikker eller besværlig, er en af de hyppigste årsager til forladte kurve.
  8. Lager og forsendelse: Beslut om du selv vil opbevare varerne eller bruge et eksternt lager, og undersøg fragtpriser og leveringstider hos forskellige transportører. Fragtprisen er ofte det sidste, kunden ser inden købet, og et for højt fragtgebyr er en klassisk konverteringsdræber.
  9. Markedsføring og kundetilvækst: Læg en plan for, hvordan kunderne skal finde din shop: søgemaskineoptimering (SEO), sociale medier, betalt annoncering og content marketing. Opbyg en e-mail-liste fra starten, for den er en af de billigste kanaler til gensalg. Og afsæt reelt budget til markedsføring, en ny webshop uden markedsføringskroner får hverken besøgende eller salg.
  10. Kundeservice: Planlæg hvordan du håndterer henvendelser, og svar hurtigt og professionelt. Live chat eller telefonsupport kan være forskellen på et salg og en kunde, der handler hos konkurrenten, især i opstartsfasen hvor hver enkelt kunde tæller.
  11. Analytics og optimering: Installer webanalyse som Google Analytics fra dag ét, så du kan se, hvor dine besøgende kommer fra, og hvor de falder fra. Data afslører hurtigt, om problemet er for få besøgende, en svag produktside eller en checkout, der skræmmer folk væk.
  12. Skalering: Der kommer ofte et punkt, hvor salget flader ud. Så er spørgsmålet, om du skal udvide sortimentet, åbne for salg til udlandet eller styrke indsatsen på eksisterende kanaler. Har du valgt en platform, der kan vokse med dig, er den slags udvidelser en overskuelig opgave i stedet for et nyt projekt.
Hvorfor starte en online webshop?

At starte en webshop kræver altså mere end en god idé og et produkt. De fleste af punkterne ovenfor koster ikke penge, kun tid, og det er præcis den tid, der adskiller de webshops, der stadig findes om 5 år, fra dem der lukker inden for de første 2. Gør du forarbejdet grundigt, med en gennemtænkt plan, et bevidst platformvalg og et realistisk markedsføringsbudget, er chancen for at din webshop bliver en succes langt større.

Leave a comment

You must be logged in to post a comment.